Info om hvordan man opfører sig når man kører i flok. |
Det er skøn oplevelse, men det kan gå hen
og blive meget uhyggeligt at køre i gruppe, så det er en god idé, at
motorcyklister, lige som cykelryttere, har aftalt nogle regler for, hvordan man
opfører sig under kørslen, så ingen kommer galt afsted.
Når alle kender reglerne og følger dem, bliver fornøjelsen ved mc-kørsel i
gruppe større.
Alle i gruppen har ansvar for egen og andres sikkerhed.
Det er derfor vigtigt at du instruerer din bagsædepassager i hvordan man skal
reagere i givne situationer.
Læs reglerne grundigt inden vi kører.
Forreste mand
Forreste motorcyklist skal helst være stedkendt eller være god til at læse kort. Bageste motorcyklist skal også have kort og kende bestemmelsesstedet, så vedkommende kan "samle op" (Alle får ved starten udleveret en seddel med ruten indtegnet samt mobilnumre på deltagerne).
Hvis du mener at gruppen er kørt forkert, eller du ser at en kører har behov for stop på grund af problemer med motor eller oppakning, skal have benzin, osv., kører du op til gruppens fører og orienterer vedkommende.
Det er gruppens fører der beslutter hvornår kolonnen skal holde inde.
Gruppens fører er altid den der bestemmer hastigheden.
Det er gruppens fører, der afgør, hvornår og hvor gruppen skifter retning. Der kunne faktisk være en bestemt grund til, at gruppens fører valgte at køre lige ud i stedet for at svinge. Gruppens fører kunne evt. have vurderet, at det var farligt for gruppen at dreje det pågældende sted, fordi gruppen måske kørte for hurtigt.
Ligeudkørsel
For alle gruppens deltagere gælder, at man holder øje med køreren bag en selv. Nedsæt hastigheden, hvis kontakten bagud mistes. Såfremt en motorcykel standser, vil gruppen automatisk standse og gruppens fører vender om og undersøger forholdet.
Gruppen kører i forskudt formation (zig-zag) i vognbanens henholdsvis højre og venstre hjulspor.
Indtag en zigzag formation fra starten. Denne holdes under hele turen. (forskudt kørsel d.v.s. at du får god sikkerhedsafstand til forankørende og bedre kan følge med i hvad der sker foran dig, hvilket bevirker, at du tidligere kan tage bestik af en evt. farlig situation)
Find din
plads i kolonnen. Den valgte plads er din og din blivende plads til næste
stop.
Kører du f.eks. 'venstremand' bliver du ved med at holde dig i venstre side
af vognbanen. Hold hele tiden din bane - også i sving og kryds - 'snit'
aldrig hjørnerne - og lad være med at slingre fra side til side eller ligge
i midten af kolonnens to rækker.
Overdriv gerne din position i formationen. Dette giver større sikkerhed under opbremsning og den efterfølgende kører er ikke i tvivl, om du har valgt højre eller venstre hjulspor.
Hastigheden forrest i kolonnen er mest rolig og langsom. hvis man er usikker i at køre kolonne, er det her, man placerer sig. Omvendt - kan man lide lidt mere kvik kørsel - er det bagerst i kolonnen man skal placere sig. Uanset hvor man befinder sig, skal man altid køre med skærpet opmærksomhed, da det ikke er ufarligt at køre på denne måde.
Afstanden til de forankørende skal være akkurat så tilpas tæt på, at en bil ikke kan klemme sig ind i formationen. Men husk hele tiden at bevare din bremseafstand.
Hold afstand til forankørende i samme spor. Ca. 10-20 m ved 45 km/t - derover min. 25-40 m. helst mere af hensyn til dig selv og de bagvedkørende. En rigtig god tommelfinger regel er ½ afstand i m af hastighed eks. 80 km/t=40 m
Når man skal holde ved vejindmunding, vejkryds osv. klapper zig-zag formationen sammen, så man holder ved siden af hinanden. Herved kommer de bageste kørere til at holde længere fremme mod f.eks. krydset og kan bedre orientere sig og overskue situationen. Gruppen får ligeledes bedre mulighed for at komme samlet over krydset.
Ved udkørsel til anden vej eller i kryds hvor der stoppes: Her rykker kolonnen sammen, sådan at man holder 2 og 2 for straks efter at man har foretaget svingningen igen indtager zigzag formationen som man havde ved kolonnens start.
Ved kørsel gennem uoverskuelige kurver kan zig-zag formationen rettes ud til en lige række for at forbedre idealliniesving og undvigemulighed ved farlige genstande (fodgængere, parkerede biler, osv. i højre vognbaneside). Herved "åbnes" kurven for den enkelte kører, som så kan se længere frem gennem kurven, og man undgår, at forankørende dækker for efterfølgende køreres oversigt i kurven.
Overhaling
Du må ikke overhale andre motorcyklister i gruppen. De forventer det ikke og bliver oftest overraskede, hvorved farlige situationer kan opstå. Kan du ikke undgå overhaling i gruppen, ligger ansvaret hos dig, der bryder rækken og overhaler. Hold i så fald god afstand til gruppen og benyt blinklys, horn, eller overhalingslys efter behov.
Under
overhaling er det en god ide at gå tidligt ud. Jo længere afstand man har
ved indledningen af overhaling, jo bedre overblik får man. Gennemfør
overhalingen i rimeligt hurtigt tempo og læg derpå afstand til det
overhalede køretøj, så næste overhalende motorcyklist har luft til at komme
ind i vognbanen uden at skulle mase sig ind og evt. skulle bremse for ikke
at påkøre dig bagfra.
Benyt blinklyset ved overhaling. Du viser dine hensigter både overfor de
andre trafikanter samt overfor kørerne i gruppen.
Overhaling højre om, er absolut ikke tilladt !
Ofte er det gruppens fører, der indleder en overhaling eller et vognbaneskift, men somme tider er det gruppens bageste deltager, der bør tage initiativ til dette, hvis gruppen f.eks. på motorvej evt. indhentes af et lastvognstog, som kører tæt op bag gruppen.
Bageste kører skal her lægge afstand til de foran kørende og ved tegngivning vise, at gruppen skal skifte vognbane. Dette kræver naturligvis, at alle i gruppen regelmæssigt ser i spejlene.
Bageste mand
Hvis forholdene tillader det, kan det under overhaling anbefales, at bageste kører lægger sig rettidigt ud i overhalingsbanen og lukker for bagfra kommende trafikanter, når forreste kører lægger an til overhaling. Derpå går resten af gruppen også ud til overhaling.
Bageste kører kan også være den, som tager initiativ til, at gruppen indleder samlet overhaling. På begge øges chancen for, at gruppen kan overhale samlet. Denne praksis er almindeligvis mulig på motorvej uden stærk trafik.
Gruppens bageste motorcyklist skal være erfaren, idet vedkommende fra bageste position kan vurdere de enkelte deltageres kørsel og evt. fremsætte henstillinger om ændret adfærd.
Af bageste kørers andre opgaver kan nævnes: at kontrollere de foran kørendes kørsel og korrigere denne ved næste stop; holde øje med defekte lygter, afviserblink, dæk eller problemer med oppakning og "lukke", når f.eks. to vognbaner snævres ind til en enkelt.
Generelt
Er der en kører som falder fra under kørslen, kør da op på hans/hendes plads. Dvs. man rykker op og fylder hullet ud, men bliver i samme række og dem bagved følger med op. Dvs. hele rækken rykker op, og 'venstremænd' forbliver 'venstremænd' og ligeledes for 'højremænd' (el. kvinder).
Kryds aldrig/skift aldrig række da det giver en masse uro og der er en meget stor fare for, at der opstår forvirring og farlige situationer.
Ved indgang til rundkørsler: Her bliver man på sin plads i rækken og kører med en afpasset fart ind i denne. Dvs. du bruger den del af vejbanen som du også kører på ved lige strækninger.
Ved kørsel på smalle veje: Her kan det være nødvendigt at man kører i enkelt kolonne. Frontkøreren trækker ind i højre vejbanes del og resten af kolonnens venstre rækker følger efter ham. Her skal udvises stor forsigtighed. Når forholdene igen er til det, indtages igen zigzag formation. Dette bestemmes ligeledes af frontkøreren.
Det er altid frontkøreren der bestemmer. (Ligger altid yderst til venstre på egen vejbane) Han/hun bestemmer fart og rute, og man følger altid med, såfremt det ikke er i strid med færdselsloven.
Den forankørende er altid ansvarlig for, at den bagved kørende er med. Sænk om nødvendigt farten (dette gælder dog ikke ved frafald, her er det sidste mand i kolonnen der tager kontakt til ham/hende.)
Ved bagfra kommende udrykningskøretøjer er det sidste mand i kolonnen der trækker ind i højre vejbanedel. Denne manøvre breder sig opad i rækken.
Såfremt der løber dyr (høns, katte eller andre smådyr) ud på vejen, skal man fastholde farten og retningen, da det ellers vil forvolde større skade og andres ulykke ikke at gøre dette.